Datalagring-omregner

Hvad en bit i virkeligheden måler

Digitale lagerenheder kvantificerer information, og det mindste atom af den information er bitten — et enkelt ja-eller-nej, tændt-eller-slukket, 0-eller-1. Otte bit klumper sig sammen til en byte, den praktiske enhed til at kode et teksttegn, mens en nibble (fire bit) er den halve byte, som hexadecimal notation kortlægger pænt på. Alt andet er bare præfikser stablet ovenpå.

Fra hulkort til petabyte

Byten blev populær i 1950'erne og 60'erne med IBM's System/360, der standardiserede 8-bit-byten på tværs af en hel computerplatform. I årtier blev præfikser som kilo og mega brugt løst: ingeniører mente 1024 (en pæn potens af to), mens resten af den metriske verden mente 1000.

Den Internationale Elektrotekniske Kommission afgjorde striden i 1998 ved at indføre binære præfikser — KiB, MiB, GiB, TiB — for potenserne af 1024 og lod kB, MB, GB stå tilbage for rene potenser af 1000. Udbredelsen har som bekendt været ujævn.

Hvor præfikserne lever nu

Diskproducenter og netværksudstyr holder sig til decimal: en 1 TB SSD indeholder reelt 10¹² byte. Styresystemer, hukommelseschips og filstørrelser læner sig op ad det binære, hvilket er grunden til, at Windows rapporterer den samme disk som cirka 931 GiB. Netværk tilføjer endnu et twist ved at måle gennemløb i bit pr. sekund — Mbps og Gbps — ikke byte.

Hvor regnestykket går galt

En håndfuld fejl forklarer det meste af forvirringen omkring lagertal.

• At antage, at en 1 TB-disk "mangler" plads — det gør den ikke; styresystemet tæller bare i GiB.
• At sætte lighedstegn mellem en 1 Gbps-internetlinje og 1 GB/s download. Divider med 8: det reelle loft ligger på cirka 125 MB/s.
• At blande Mb (megabit) og MB (megabyte) i samme sætning — de adskiller sig med en faktor otte.
• At behandle RAM og diskkapacitet med samme præfikskonvention; hukommelsesmoduler er stort set altid binære.